På Vimmelskaftet 42 er der for tiden flyttet vikinger ind. Et tomt butikslokale er midlertidigt udsmykket med et tema om moderne vikinger.
Unik udstilling
Udstillingen består af vinduesdekoration, en udstilling af nogle interessante genstande, et lysbilledshow og en hjemmeside på dansk, svensk og engelsk tilknyttet udstillingen.
Udover at se udstillingen på Strøget, kan man læse meget mere om emnet på www.modernevikinger.dk
Levendegørelse af et tomt lokale
Bjarke Cloos, der er direktør i Jorcks Ejendomsselskab, forklarer; ”Vi ønskede at gøre noget andet med det tomme butiksvindue end de sædvanlige udlejningsskilte, der alligevel ikke har nogen relevans for publikum på Strøget. Vi ville hellere bidrage til at gøre oplevelsen for de forbipasserende mere interessant og berigende mens butikken er under udlejning.”
Vikingekulturen lever videre
Den spændende udsmykning er udarbejdet af Hasse Sørensen fra Rebel Design, og Hasse fortæller; ”I løbet af processen med at skabe denne udstilling er jeg blevet opmærksom på – og ærligt talt overrasket over – hvor meget vikingekultur der stadig findes i Norden. Hundredevis af gange har jeg tænkt: ”Hvis nu vi havde bevaret …”, blot for at opdage, at det har vi faktisk. Jeg er utroligt taknemmelig for at Jorcks Ejendomsselskab har givet mig muligheden for at skabe denne udstilling, hvilket har været en opdagelsesrejse uden lige i min egen kulturarv”.
Midlertidig udsmykning
”Der er god dialog med potentielle lejere af butikken, så udstillingen er selvfølgelig midlertidig og tages ned igen når der er fundet en ny lejer til lejemålet”, slutter Bjarke Cloos, der også fortæller at interesserede kan læse mere om lejemålet på https://www.jorck.dk/ledige-lejemål